Findes begrebet Social Kvotering?

Har lige set udsendelsen Debatten “Mænd, kvinder og forskelle” med Clement Kjærsgaard i DR TV og det satte godt nok tanker i gang.

Debatten gik stort set ud på, hvorvidt vi har ligestilling i dagens Danmark, om man skal kønskvotere og i det hele taget en debat om den klassiske ligestilling mellem kvinder og mænd.

Billede fra TV udsendelsen “Debatten” i DR TV.

Billede fra TV udsendelsen “Debatten” i DR TV.

Det var virkeligt en spændende debat, der havde repræsentanter fra så mange forskellige lag i samfundet, lige fra den kvindelige murer Mette Schack Dahlmann over tidligere direktør og nu bestyrelsesmedlem Kenneth Iversen til direktør for Kunsthal Charlottenborg, Michael Thouber til ejer og direktør i WIFT (Women i Film and Television), Anne Boukris til politiker Pia Kjærsgård.

Og der var mange flere med, som var så kvalificerede at lytte til, at tankerne nåede 360 grader rundt - mange gange.

En af emnerne, som var væsentlig i debatten var forholdet mellem repræsenterede kvindelige og mandlige kunstnere, både fra akademierne, udstillingerne og auktionerne. I følge udsagnene under debatten er der nemlig stort set lige mange af hvert køn under uddannelserne på akademierne.

Når de så kommer ud, er der ikke så stor bevågenhed på, hvad der så sker, fordi der efterfølgende ser ud til at ske noget væsentligt med hvordan kunstnerne kønsmæssigt er repræsenteret og det kommer vel ikke bag på nogen, at den ikke har ændret sig markant.

I en sådan debat kommer der mange udsagn som fx, at der skal - eller ikke skal - ske en kønskvotering og at det er kompetencerne der bestemmer, at man går efter de mest interessante eller at det er netværket, der bestemmer.

JEG TROR DER FINDES NOGET, DER HEDDER SOCIAL KVOTERING

Mine mange år i erhvervslivet gør, at jeg er overbevist om, at det tit er netværkerne, der bestemmer, hvem der er inde og hvem der er ude. Ikke bare i kunstens verden. Det gælder stort set i alle dimensioner af livet og ikke mindst erhvervslivet. Det bliver mere og mere tydeligt at begrebet “well connected” virkeligt gør en forskel.

Hvor tit har jeg ikke selv gået i den vildfarelse, at når bare kompetencerne er i orden og at det er kvaliteten af det leverede arbejde, der bestemmer, hvor man bliver synlig, bliver placeret eller bedt om at deltage. I dén verden er jeg måske mere en kvinde end en mand, da jeg tit og ofte har oplevet, at uanset hvor dygtig du er, så er det kendskab og venskab, der bestemmer, hvornår du er dømt inde eller ude.

Det lyder måske lidt grimt, når jeg siger, at jeg tit har oplevet forholdsvis inkompetente mennesker blive hevet ind i sammenhænge, der i den grad kunne gøre en forskel og at det alligevel ikke sker, fordi dem der bliver spurgt, helst skal være inde i varmen eller være lidt mindre end fx bestyrelsesformanden.

Det er det, jeg vil kalde social kvotering og så er det ligegyldig, hvorvidt du er kvinde eller mand. Jeg har altid troede på, at kompetencerne er afgørende for, hvordan du bliver anset, anerkendt og værdsat og ikke evnen til at drikke flest fadbamser med din kommende chef.

Ja, det lyder ikke godt og ikke desto mindre, er det blev en del af mine erfaringer, gennem mange år i erhvervslivet - om du er kvinde eller mand!

I reklamebureauverdenen havde man et dogme om altid at ansætte mennesker, der er større end en selv, for så ved man, at man får et bureau af kæmper. Hvad sker der så, hvis dem man ansætter altid er mindre end en selv (hvis man da ikke lige har en plan om at stimulere og dygtiggøre vedkommende)?

Ransagning af mig selv

Direktøren for Charlottenborg, Michael Thouber fik mig i den grad til at ransage min egen hjerne og om jeg selv har været bevidst om mit valg af kunstnere til Pakhuset på Doverodde Købmandsgård, de første to udstillingssæsoner, hvor jeg både var direktør og kurator.

Der blev afholdt i alt 10 udstillinger, hvoraf en af dem var en kunstnersammenslutning, hvor sammensætningen, blev bestemt af sammenslutningen selv. Tæller man det hele med, så var der repræsenteret 25 kvindelige kunstnere og 21 mandlige kunstnere og tæller jeg ikke kunstnersammenslutningen med og udelukkende kigger på dem, hvor jeg selv bestemte sammensætningen, så er det 12 kvinder og 6 mænd.

Jeg må blankt erkende, at jeg ikke har skelet til en kønssammensætning i den forbindelse. Jeg har udelukkende bedømt efter kriterier om et godt, højt niveau hos kunstneren og de udførte værker og om det hele passede ind i de rammer, vi kunne tilbyde.

Og det gav et særdeles godt resultat - også vedrørende kønsfordelingen - som dermed er underordnet.

Og ja, det var et mix af netværk og hvad jeg fandt rundt om i landet…