PROJEKT SPOR - VILSTED FRISKOLE


INTRO

I uge 37, 2013 var jeg på Vilsted Friskole ved Løgstør, hvor der var en hel uge med et kunstprojekt, støttet af BMMK - Børns Møde Med Kunsten. Projektet fik titlen SPOR, da skolens motto er "Børn der gror i voksnes spor" og som udgangspunkt var det en perfekt titel og kreativt udgangspunkt at skabe et projekt under. 

Projektbeskrivelsen her til højre er grundlaget/afsæt for kunstugen på skolen. Sådan blev den formuleret.


Første testmodel med kort inden selve konstruktionen. 


Dette er plademålene til skolen, så de kunne producere de omkring 100 plader inden kunstugen begyndte


Første konkrete samling af de konkrete og ubehandlede plader der skulle anvendes. 


Sådan blev det, da det hele var ved at være ved afsluttet. 


Hele denne uges forløb kunne lade sig gøre, fordi ordningen BMMK - Børns Møde Med Kunsten gav tilskud på 75% af kunstnerlønnen. En fantastisk ordning, der gør det muligt for mange flere børn og unge at møde kunsten.

Se evalueringen fra dette projekt på BMMKs website ved at klikke her.

PROJEKTBESKRIVELSE

BESKRIVELSE

Vildsted Friskole ønsker et kunstprojekt, hvor eleverne i hele skolen oplever og inddrages i en kunstnerisk proces, der undervejs kan åbne for tolkning af skolens værdier og gerne udmøntes i konkrete tiltag og resultater, der fysisk bliver en del af skolen bygningsværk og arealer og meget gerne som en del af skolens identitet fremadrettet.

BAGGRUND

Vildsted Friskole har et motto, der hedder "Barnet gror i voksnes spor" og et smukt, grafisk logo, der illustrerer et stort træ, hvor der i kronerne står skrevet VILDSTED. Skolens arealer er præget af træer og man har blandt andet 2 træer - en blodbøg og en kastanie - der betegnes som "Han" og "Hun". Skolen har i år (2013) haft 50 års jubilæum, hvilket også kan medtages i et eller andet omfang.

Der er et fundament i at tænke i organiske materialer, de mange blade (elever) og en foranderlig, organisk proces.

ORGANISATORISK

Skolen har 76 elever, et helt lærerkollegie, med blandt andet en billedkunstlærer, der alle skal medvirke i processen.

På baggrund af de mange elever, vil dette kunstprojekt stille krav om at der kan etableres engagement for alle elever, hvilket medfører, at kunstprojektet skal bestå af mange dele, der kan uddelegeres og køres som selvstændige enheder rundt på skolen med støtte og engagement af lærerne.

MOTIVATION

Skolen har ønske om, at eleverne gennem kunstprojektet, kan opleve egen medvirken i, hvordan et kunstprojekt kan forløbe. Det sker blandt andet i den indledende proces, gennem forskning og afdækning af de værdier, som man til daglig er en del af.

Set med friskoleøjne, så kan en åbning for sanserne motivere til at ville lære. Det sker gennem at lære sit fundament at kende og være med til at formulere det til et synligt kunstprojekt, der ikke blot er færdigt når ugen er omme, det må meget gerne motivere til yderligere taktil interaktion, så processen fortsætter, efter den konkrete uge er afsluttet. Det giver kommitment til både proces og værk og til sidst nysgerrighed og omsorg for skole og værk.

Det man siger, er man selv - kunne man sige!

PROCES OG VÆRK

Det konkrete produkt - værket - kan og skal gerne være med til at synliggøre skolen overfor byen og området og kan det lade sig gøre, at få det helt ud i eleverne hjem - under en aller anden form - så kan dette medtænkes.

MATERIALE OG FORMAT

Efter en indledende samtale med Vilsted Friskole, er vi sammen nået frem til en proces og et værk (måske flere), som består af plader af forskellig materiale, der formes således, at de kan sættes sammen og bygges videre på, der hvor de nu bliver placeret - uden brug af værktøj.

Det betyder, at vi skal have fastlagt et standard format og have gjort pladerne klar med udskårne monteringsriller, inden projektet starter. Der tænkes lige nu på omkring 100 plader, så der er nok til den enkelte elev, til grupper og til dem, der gerne vil nå flere eksemplarer.

Disse plader kan være lavet af forskelligt materiale som træ, metal, kunstof etc. og skal alle have den egenskab, at kunne holde til forskellige vejrlig, uden at gå til.

Se evt. denne video fra hele ugen:

SELVE PROCESSEN

Pladerne skal hver især undergå en kunstnerisk proces, hvor hver elev får mulighed for at skabe sin egen del af kunstværket som blade på det store træ i logoet. På den måde bliver hver enkelt elev til sidst, en del af kronen på værket.

En del af formålet med kunstprocessen er desuden at give indsigt i, at kunst ikke nødvendigvis består af farverigdom og skingrende klare farver, som legetøjet på værelset og spillene i computeren. Derfor kommer udsmykningen på pladerne til at bestå - så vidt muligt - af naturmaterialer blandet kunstoffer og maling.

Der kan tænkes i rustne søm, kobbertråd, rivejern og for den sags skyld i stort set alle metaller, blot det har en relevans som foranderlighed. Til eksempel kunne man banke et hav af clips fra en clipsemaskine i en plade og se det ruste og løbe ned ad pladen, som tiden går. Der kan skæres og bankes i pladerne, der kan bores og gennemhulles og sys med hampereb, surfersnor og metaltråd.

Der må også gerne opstå enkelte plader med fx. grafitti, hvis det er den måde enkelte elever arbejder på, for det vil som udgangspunkt give den forskellighed, der giver kraft til alle plader.

Værket påvirkes og skabes af naturen efterfølgende, gennem den daglige påvirkning.

FYSISK PLACERING

Placeringerne er lige nu tænkt som en væg indendørs, en gavlende mod vejen, et sted eller flere i den store have der hører til Vildsted Friskole og når vi har alle plader klar, skal alle elever være med til at bygge en skulptur eller flere af pladerne. Der etableres (af skolen) nogle skinner på gavlenden og på den væg, der er indendørs, så pladerne kan glide ind og placeres. Det giver et foranderligt billede af et patchwork af elever og med tiden kan man skifte rundt på værket og give det nyt liv.

VÆRDI OG LÆRING

Der kan være situationer på skolen, hvor man hver fredag sender en gruppe ud i området med det formål at forandre værket. Tage nogle plader i haven og skifte dem ud med nogen på gavlen som så skiftes ud med nogen indendørs. Foranderlighed og skabelse af eleverne så længe skolen lærerkollegie selv er motiveret.

Endelig kan skolen efterfølgende selv følge op på projektet senere, hvis man fx. efter et halvt eller helt år, vil lave nyt. Der er også mulighed for, at afgangselever, får deres eget eller en andens værk med hjem og de nye elever, skal skabe noget nyt, når de er gamle nok.

Så får skolen hele tiden skiftet ud i "ansigtet" og eleverne får deres eget "spor" med hjem. Hvem ved om der om nogle år hænger et værk på kollegievæggen, som et spor fra skolen og tiden der. 

DET SIGER SKOLEN OM FORLØBET

Kunstnermødet:

Det har helt sikkert gjort indtryk på eleverne at møde en ”rigtig” kunstner. Michael havde valgt at vise nogle af sine egne kunstværker for at give eksempler på spor. Da eleverne kom i gang med deres egne plader, fik de mulighed for ”at gøre ligesom ham”, hvilket gav dem en tydelig fornemmelse af selv at frembringe kunst.

Det havde stor betydning for eleverne, at det ikke ”bare” var lærerne, som gik rundt og gav kommentarer til deres arbejde, men at ”kunstneren selv” arbejdede sammen med dem og gav inspiration.

Har projektet sat spor:

Helt konkret har projektet sat sig spor i form af en skulptur og en collage, som er meget synlige, og som hele tiden minder børnene om projektet. Begge dele kan skilles og samles igen og igen.

Desuden har det helt sikkert sat sig spor hos den enkelte elev, at hun/han har følt sig tæt på kunsten og på selv at være kunstner.

På det mere overordnede plan har det via den fortsatte dialog hen over ugen gjort eleverne mere bevidste om, at vi hele tiden sætter os spor – også hos hinanden – og at det har en betydning for os selv og andre, hvilke spor, vi sætter. Der er skabt en fælles referenceramme, som vi kan bruge i mange sammenhænge: Hvordan virker vi på hinanden? Hvordan bør vi være overfor hinanden? Hvordan kan vi være noget for hinanden?